Arctic Umiaq Line udvider typer af sengepladser og introducerer billettypen GO til 2024

Arctic Umiaq Line åbnede den 1. Oktober 2023 for 2024 bookinger med en sæsonstart i Marts. Sæsonen bliver med seks forskellige produkter: Entre (Dagsbillet), Liggeplads, Liggeplads Premium, Kahyt, Junior Suite og Igloo Suite. Derudover introducerer AUL billettypen GO med historisk lave priser på bekostning af fleksibilitet. Billettyperne der introduceres, er GO, STANDARD og FLEX. GO billetten er en restriktiv billet uden fleksibilitet eller mulighed for refusion. STANDARD billetten giver en vis grad af fleksibilitet ligesom der er en grad af refusion afhængigt af i hvor god tid du afbestiller. FLEX billetten giver masser af fleksibilitet og fuld refusion gives op til en måned før afgang, hvorefter graden af refusion falder frem mod afgangstidspunktet. AUL’s nye produkter og åbninger findes på https://2024.aul.gl/

”Vores nye GO billet er målrettet den lokale rejsende i teenage- eller voksenalderen, som er sikre på rejseplanen, mens STANDARD og FLEX billetter er egnet til de fortsat usikre rejseplaner hos rejsende såsom turister og arbejdsrejsende med behov for fleksibilitet. I den dyre ende introducerer vi 10 yderligere Junior Suites til ressourcestærke turistpar med et behov for at pakke deres kufferter ud under deres uger lange Grønlandsrejse med Sarfaq Ittuk på billettypen FLEX, med sandsynligt behov for ændringer. Turistsegmentet er allerede ombord og vi arbejder på at løfte værdien bag prisen markant til dette segment i et eksklusivt omfang for at styrke befolkningens fortsatte gavn af Arctic Umiaq Line, ved endnu flere destinationer, varierede priser og til gavn for erhverv langs kysten, hvor hjertet af Grønland mærkes.” – fortæller Jens-Jakob Sandgreen, adm. direktør for Arctic Umiaq Line.

Dagsbilletter kaldet ”Entre”

Entre produktet forventes at blive populært, da 20% af de årlige passagerer benytter Sarfaq Ittuk på strækninger uden overnatninger. Disse har frem til nu haft en Liggeplads som minimumsprodukt, og kan nu kan vælge et produkt billigere end Liggepladser. Det er sandsynligt at det er på strækninger i Diskobugten, mellem Maniitsoq og Sisimiut og mellem Narsaq og Nanortalik, hvor Entre billetten forventes at blive populær. Som et eksempel er højsæsonsprisen for en rejse fra Qaqortoq til Nanortalik med en Entre billet for voksne 499 kr., mens lavsæsonsprisen for en Entre fra Sisimiut til Maniitsoq for voksne er 399 kr.

”Vores lokale købemønster er typisk køb kort før afrejse, ofte på selve afrejsedagen, som ikke kun er et kulturelt mønster i Grønland, men også i udlandet, hvor man f.eks. benytter billetkontoret på Hovedbanegården i København med forventning om pladser på toget, mens turister har en kultur med at have sikret sig rejsebilletten mange måneder før, ligesom når vi selv sikrer busbilletten fra Palma til Alcudia i Mallorca om vinteren, måneder før turen, som turiser.” – fortæller Jens-Jakob Sandgreen, adm. direktør for Arctic Umiaq Line.

GO billetter

Arctic Umiaq Line forventer at billettypen GO bliver populær blandt lokale rejsende med minimal eller ingen forventning til at ændre eller annullere billetten. Ved at frakoble denne mulighed specifikt i en GO billet frakobles estimerede omkostninger og tab for AUL ifm. ændringer eller annulleringer, hvorfor lave priser opnås. Man skal derfor være sikker på sin rejse, når man vælger en GO billet. Det er Arctic Umiaq Lines forventning, at GO-billetten tiltrækker lokaler til at sikre sig en billet i bedre tid, eftersom Sarfaq Ittuk med dets begrænsede kapacitet mættes hurtigt, særligt i sommermånederne.

”Arctic Umiaq Line vil afspejle variationen i passagerer i sine kommende variation i produkter og billettyper. Her kan vi både kan tilbyde den enlige mor med sine to børnehave eller skolebørn en billetpris fra Narsaq til Nanortalik til 999 kr. for alle tre, samtidigt med at vi tilbyder det ressourcestærke turistpar en komplet rejse til 200.000 kr. med alt inklusivt. Den lille familie får deres rejse til en god pris samtidigt med værdifulde gensynsøjeblikke med deres relationer i Qaqortoq over et par timer, og turistparret får en rejse med det lokale passagerskib blandt lokalbefolkningen, komplet med fly, udflugter, overnatninger til lands og alle måltider, også til lands, inkluderet i deres booking. De store turistoplevelser med alt inkluderet er kapacitetsbegrænset til 12 Junior Suites, og er udviklet i samarbejde med og er en del af vores partnerskab med Hurtigruten. Med turisten kan vi bæredygtigt åbne for flere og fjernere destinationer, forny videreudviklingsrammerne for lokale erhverv langs kysten og tilbyde gode billetpriser og forbindelser for lokalbefolkningen, med et ønske om at bidrage til kystsamfundets velfærd.” – fortæller Jens-Jakob Sandgreen, adm. direktør for Arctic Umiaq Line.

Liggeplads Premium

Frem til 2023 har rejsende med Sarfaq Ittuk haft muligheden for at vælge mellem en Liggeplads eller en Kahyt. I 2023 blev Junior Suites og en Igloo Suite introduceret, som i takt med produktløftet bragte højere priser med sig og dermed også et ressourcestærkt kundesegment. Produkt- og prisforskellen mellem en Liggeplads og en Kahyt har AUL vurderet som værende for højt og har derfor besluttet sig for at investere i omdannelsen af en lukket sektion af ældre Liggepladser til Liggeplads Premium i suite kvalitet, med delt toilet og bad, tekøkken og opbevaringsrum forbeholdt Liggeplads Premium rejsende.

”Vores tilgang til Liggeplads Premium var inspireret af hybride løsninger, hvor du enten har Liggeplads i suite kvalitet med topmadrasse, high-end puder og dyne, tekøkken og øget privatliv med skydedørsløsninger, eller et helt Liggeplads Premium rum, som du omdanner til en mini-kahyt. I Liggeplads Premium er tre af sektionerne med 2 Liggeplads Premiums og to andre sektioner med 4 Liggeplads Premiums, dvs. Liggeplads Premium lokalet bliver opdelt i 5 sektioner, der hver især kan omdannes til en mini-kahyt. Vi arbejder for at gøre det attraktivt at rejse langsomt og blive dygtigere til overnatningsrejsemodellen, der kan tilkobles kommende lufthavne, uden nødvendigvis er skulle overnatte i lufthavnsbyen forud flyrejsen.” – afslutter Jens-Jakob Sandgreen, adm. direktør for Arctic Umiaq Line.

Mellem Uummannaq og Nanortalik fra Juni til Oktober

Arctic Umiaq Line’s Sarfaq Ittuk vil fra den 1. Juni, 2023 til den 19. Oktober, 2023 sejle via Uummannaq, Ilulissat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Aasiaat, Kangaatsiaq, Attu, Sisimiut, Itilleq, Kangaamiut, Maniitsoq, Nuuk, Nuuk Fjorden, Qeqertarsuatsiaat, Paamiut, Arsuk, Narsaq, Qaqortoq, Nanortalik med et to ugers rotationsformat.